Artist statement

Når jeg tænker over, hvad de overordnede motiver og idéer bag mit fotografiske virke er, er der to ting, der står klarere end andet; det ene er det, mine personlige kriser – sorg, angst, depression, stofmisbrug, posttraumatisk stress – har bragt med sig af erkendelser, indsigter og skabertrang, det andet er en generel uudslukkelig nysgerrighed, der konstant kræver ny næring.

Jeg er generelt optaget af eksistentielle spørgsmål og elsker filosofi. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, hvorfor tænker og føler vi, som vi gør? Hvor skal vi hen? Hvornår er vi der? Jeg spørger som en tåbe og svarer af og til som en galning. Der er en lang række inspirationspunkter, bl.a. fra religionshistorie, evolutionsbiologi, myter, skønlitteratur, kvantefysik, neurologi, okkultisme og naturoplevelser.

Et billede kan være utroligt mange ting.

Normalt er et billede blot et opslag i hjernens leksika, dens hukommelse og forventning til, hvad vi ser. Vi oplever dermed at se en kugle på et fotografi, mens sandheden er, at det, vi ser, rent faktisk blot er en flad cirkel. På samme måde er det ikke et billede af et landskab i solnedgangens lys, men geometriske figurer, som hjernen sammenføjer som brikker i et puslespil. Hjernen spiller os et puds, og har vi indset det, kan vi både erfare kuglen og cirklen, de geometriske figurer og solnedgangen – med andre ord: Vi har fået en større virkelighed.

Kunstbilleder skal på en eller anden måde være virkelighedsudvidende.

Det er i grunden et enormt reaktionært foretagende, det at skabe noget nyt; at forsøge at vende tilbage til en grundtilstand, hvor menneskets verdensskabende proces var den enkeltes opgave og ikke hverken fjernsynets eller smartphonens – men din egen. Det kognitive arbejde at skabe og erfare verden – den personlige oplevelse, som kun kan være vores i og med, at det er vores hjerne, der skaber den – har vi i dag overladt til andre, det man på moderne dansk kalder “at uddelegere arbejdsopgaven”. Det er jo også åbenlyst lettere at lade andre konceptualisere verden og få den leveret som en færdigpakket mikroovnsmiddag gennem massekommunikationsmidlerne, i hvert fald lige ind til det øjeblik, vi husker, at vi er, hvad vi spiser, og at denne uddelegering af arbejdet har den noget uheldige sidegevinst, at det derfor ikke er vores verden. Dér har vi den tarvelige bismag.

Det er noget, jeg prøver at huske og efterleve, men det er så svært i et moderne hverdagsliv med pligter og travlhed.

Mange deler formentlig den oplevelse med mig, at verden nogle gange virker en anelse kold, kynisk og fjern og på en måde ikke vores. Mange føler sig måske ligeledes som fremmede i den. Så hvordan generobrer vi den, hvordan gør vi verden til vores igen?

Jeg er ikke sikker. Men jeg tror, meget af det handler om opmærksomhed.

Hvornår har du sidst gloet tanketomt ned i en mudret vandpyt i en tidløs stund? Dykket ned i dens vandspejl og tabt dig selv i verden? Nærstuderet naturens revner i bark og i landskaber, vindens susen, glemt dig selv og oplevet noget mystisk, noget, du ikke kunne forklare til andre? Lyttet til the smallest story ever told, din helt personlige oplevelse uforvansket af andres holdninger?

Uden på nogen måde at vedkende mig New Age-filosofiens tågesnak, må jeg alligevel medgå, at svaret uden tvivl må søges i os selv. Ikke som navlepilleri, men som en nyvunden opmærksomhed på verden og dermed os selv.

ores kultur er præget af en overdreven jeg-bevidsthed, hvorfor det er så meget desto mere vanskeligt at skille os af med illusionen om et jeg, som neurologisk set trods alt først bliver til i pandelappens alleryderste spids. Vi og verden er et produkt af hjernens elektrokemiske aktivitet. Hvad er hinsides os? Hvad er hinsides den præfrontale garrulitet, vi tror, er hele verden?

Memento mori, amor fati, quotidie lapis.

Husk du er dødelig. Elsk din skæbne. Læg en sten hver eneste dag.

På et tidligt tidspunkt opdagede jeg, at min forbindelse til verden og til naturen var blevet brudt, til min egen verden og til min egen natur.

Jeg higer og søger i gamle bøger, som det hedder, stadigvæk, og de tusind svar har jeg som nævnt fundet tusind steder i tusind emner, i litteratur, i drømme, i naturen og i relationer. “Der er lige så mange sandheder som dugperler i et edderkoppespind, verden er gennemkrydset af veje, der er liv i en dråbe sumpvand.” – Erwin Neutzsky-Wulff. Men hver morgen er stenen igen rullet ned til bjergets fod.

Niels Bohr sagde, at virkeligheden består af ting, som ikke i sig selv kan betegnes som virkelige. Det er rimelig radikalt. Uagtet hvor dybt ned i materien videnskaben søger, tror jeg, at de allervigtigste svar ligger gemt lige foran os. Mennesket, det religiøse dyr, har altid været særligt og skilt sig ud fra andre dyrearter ved at ane noget større end livet, forbindelser og mening som vi påtvinger et komplet kaos.

I vores neoliberalistiske samfund, der har økonomi som religion og penge som Gud, har vi afskåret os selv fra den fysiske verden, så naturen nu blot er en ressourcebank, vi kan bruge og bruge op. Resultatet er en altomfattende biodiversitetskrise og et klima, der truer med hævn.

Man kunne tilmed længes efter en verden, der uvægerligt ville blomstre op efter et sådant ragnarok. Neoliberalismen har en iboende lineær tidsforståelse, der forudsætter den evige udvikling og købmandsmentalitet, men det er da igen også i religionen, man finder det cykliske verdensbillede, på vinter kommer som bekendt altid vår, hvilket muliggør livets naturlige udfoldelse med fødsel og død som en inhærent del af livet.

“Eengang maa Alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares
Hvad Tiden tæred hen;
Ei blot hvert glimt vi skue
Af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.

Der skal til Eet vi samle,
Hvad stykkeviis gik tabt;
Der vaagner alt det Gamle
Og staaer forynget skabt:
Den Sjæl, som her du kaared,
Det Maal, du stræbte til,
Den Drøm, som her dig daared,
Dig hisset vinke vil.

Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaaer tilsidst:
Hvad her vi maatte miste,
Vi faae tilbage hist.
Til Undergang ei skabtes
Endog det mindste Frø:
Det var kun Skal, hvad tabtes:
Livskjærnen kan ei døe.”

– Frederik Paludan-Müller

Verden virker fjendtlig. Eller sagt på en anden måde, så føler vi os i dag lidt som gæster i en fjendsk verden, der ikke fundamentalt afhænger af os. Vi er blevet ligegyldige. Selv solen er et fjernt fænomen, hvori plasma eftersigende fusionerer, men det mærkes ikke umiddelbart, at også solen er forudsætning for alt liv på vores planet, dens stråler mod vores hud, mod planternes hud.

Hvordan bliver jeg en integreret del af verden igen? Er der noget, jeg kan komme til at huske om mig selv, som ligger dybt begravet et sted? Hvad drømmer jeg om, når jeg ikke selv opdager, at jeg drømmer?

Vi må afkaste os åget og blive stærke i ånden for nu igen at bruge et gammelt udtryk. Man siger, oplysning tager tid, men også at det vil slå ned som et lyn fra en klar himmel, som det er intelligensens natur, et opbrud der rammer alverden og bringer os videre fra en grånende tilstand.

“Perhaps in time the so-called Dark Ages will be thought of as including our own.”

– Georg C. Lichtenberg

Vi må tage verden og os selv alvorligt. Vi må ofre os for hinanden og for verden. Vi må ikke leve forgæves. Vi må ikke spilde vores potentiale, for det er vitterligt en katastrofe, hver gang en menneskeskæbne går tabt. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør, vi er hver især givet en skæbne, en niche der er fuldkomment vores egen.

Alt kan du få, om du har mod
– da ligger verden for din fod!
Thi held og lykke, rigdom, magt
er Handlekraften underlagt.

Den sejrer ej, som kampen skyer.
Døden er vis, hvem døden flyer.
Og blegner du i dådens nu,
er hundred år blot ørkens gru.

Spænd da din bue, find din sag,
thi om du tøver blot en dag,
en time kun, er alt forbi,
forlist i skam og drømmeri.

Hvad ellers let man glemte bort,
din heltegerning gør det stort!
Og synker kraftesløs din arm;
før du blev kold, du dog var varm!

– Erwin Neutzsky-Wulff

Det er svært at sætte ord på, hvad det er, jeg søger, som mine billeder udtrykker.

For jeg længes efter en menneskelig verden, efter opfyldelsen af mine egne og andres inderste længsler. Jeg længes efter en dybfæstet forbindelse til verden, efter at kappe de besnærende bånd. Hvert menneske har sine behov, sine drømme, sine guder. Jeg længes efter en verden, der fremelsker det selvløse, selvopofrende ved ånden i mennesket og i naturen i stedet for eksempelvis profitten.

Det underbevidstes mistbænk finder mange udtryksformer, den skabende kraft, og mine er især at skabe billeder der kan åbne nye døre i hin hypotetiske enkelte. Man siger, at har man ændret én beskuer, har man derigennem ændret verden.

Det er selvfølgelig individuelt, hvad folk vil bruge min billeder til, men de skal helst ikke kun fungere som vinduer, men derimod som døre ind i beskueren selv. Ingen andre kan finde det, du finder derinde, og ingen kan profitere på det eller tage det fra dig. På denne måde er mine kunstbilleder på den ene side vejskilte, der peger derhen og derind, hvor ingen andre end dig kan se, og på den anden side meget mere end det, hvis du tillader det.

Tak fordi du læste mit artist statement, mit kunstneriske manifest. Jeg læser det selv en gang imellem, så jeg bliver mindet om, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Ellers har jeg det nemlig med at blive slugt af hverdagen og glemme verdens magiske sider.

Klik her for at gå til forsiden